Den seneste tid har Microsoft leveret værktøjer, som kan hjælpe os med at være mere produktive og forbedre vores arbejdseffektivitet. To af disse er MyAnalytics og Briefing e-mail, vi har set nærmere på både MyAnalytics og Briefing e-mail i tidligere nyhedsbreve.
Men det spørgsmål som flere ønsker svar på, og som vi derfor kigger nærmere på denne gang er, hvornår skal jeg bruge hvad? Vi giver dig her en praktisk sammenligning af henholdsvis MyAnalytics og Briefing e-mail.
INDSIGT I DIN ARBEJDSTID VS. TO DO HUSKELISTE
Grundstenen i begge værktøjer (MyAnalytics og Briefing e-mail) er en visuel e-mail, som bliver sendt direkte til din Outlook indbakke. Derudover har begge værktøjer fokus på, hvordan du arbejder og bruger din arbejdstid, men på hver sin måde.
MyAnalytics giver dig indsigt i dine arbejdsvaner. Det vil sige, at du får en oversigt over, hvordan du bruger din arbejdstid, hvilke personer/ kollegaer du primært arbejder sammen med, samt hvor mange arbejdstimer du har udover din normale arbejdstid.
MyAnalytics viser bl.a. detaljer om, hvor meget tid du bruger på møder, besvarelse af e-mails. I form af fakta og konkrete tal bliver du således opmærksom på, hvordan din tid bliver anvendt. For eksempel, hvor stor en procentdel af din tid der rent faktisk går til møder og samarbejde, samt hvilke personer du samarbejder mest med såkaldte ”Top samarbejdspartnere”.
Derimod er Briefing e-mail en slags huskeliste, som hjælper dig med at have øje for det, der er vigtigt at få gjort (relevante punkter og forpligtigelser). Du får en to do liste, som indeholder konkrete e-mails og opgaver og punkter, som du bør udføre eller i hvert fald bør følge op på.
MyAnalytics er en ugentlig oversigt, som samler dine resultater og giver dig et billede af dit tidsforbrug, når du er på arbejde. Du har mulighed for at sammenligne dine egne resultater med andre kollegaer, fastsætte ugentlige mål for dine forskellige arbejdsaktiviteter og følge dine fremskridt hen imod disse mål over en periode, for i sidste ende at bruge din tid mere effektivt.
UGENTLIG OVERSIGT VS. DAGLIG BRIEFING
Mens Briefing e-mail er en daglig påmindelse, som fremhæver det, du skal nå i løbet af din arbejdsdag, så du på den måde kan få mest mulig ud af din dag, være godt forberedt og ingen vigtige forpligtigelser bliver misset.
Med Briefing e-mail har du samtidigt mulighed for at holde styr på og prioritere dine opgaver. Det betyder, at e-mailen også kan bruges som en prioriteringsliste, hvor du bl.a. kan angive, hvorvidt en opgave er fuldført.
MYANALYTICS ELLER BRIEFING E-MAIL – HVORNÅR SKAL DU BRUGE HVAD?
MyAnalytics er relevant, når du har behov for at stille skarpt på dine arbejdsvaner, med henblik på at arbejde smartere eller ændre uhensigtsmæssige vaner. Med MyAnalytics får du hjælp til lettere at analysere, hvordan du bruger din tid og finde måder at bruge din tid på mere optimalt i fremtiden.
Ved at følge de data som bliver leveret af MyAnalytics kan du finde frem til, hvilke områder inden for din tidsstyring på jobbet, der skal laves om på, og du er i stand til at sætte mål for dit tidsforbrug i fremtiden.
Briefing e-mail er det oplagte værktøj, hvis du er typen, der overser vigtige daglige gøremål, og derfor har behov for en påmindelse, eller hvis du ønsker at få bedre struktur på dine arbejdsopgaver. Ved hjælp af Briefing e-mail bliver du præsenteret for en liste med konkrete relevante opgaver og punkter, som venter på at blive håndteret, og du kan straks gå i gang.
VI SÆTTER VORES NYHEDSBREV PÅ PAUSE…
Det sidste nyhedsbrev. Vi har valgt at sætte vores nyhedsbrev på pause i en periode, og i stedet at fokusere på vores kommunikation via vores firmaprofil på LinkedIn i form af værdiskabende opslag og mere målrettet vidensdeling. Vi håber derfor, at du vil finde 24Support på LinkedIn og følge os.